Pubberne er en meget stor del af englændernes hverdag, og London har tusindvis af dem. De findes i mange forskellige stilarter – nogle mere charmerende end andre – men fælles for dem alle er, at de har en særlig stemning, som du bør opleve på din rejse til London.
Two pints, please!
Dirty Dicks og All Bar One
Prøv fx den 250 år gamle ”institution” i London, Dirty Dicks i Bishopsgate med stemning til bristepunktet. Eller én af de mange All Bar One, der ligger flere steder rundt om i London. Og lige et par etikette-råd til din rejse: Du skal være venlig og høflig over for bartenderen, og altid anvende ordet please. Til gengæld er pubberne nogle af de få steder på din ferie i London, hvor du ikke skal give drikkepenge. I stedet kan du vise din taknemmelighed for god service ved at afslutte din ordre med sætningen ”…and one for yourself”.
Londons Pub-Perler: Viaduct Tavern
En af de mange perler blandt Londons pubber finder du i Newgate Street. The Viaduct Tavern er et helt unikt eksempel på den ægte London-pub, hvor du kan få slukket både sult og tørst, men også få dig en oplevelse, mens du gør det.
Viaduct Tavern blev etableret i 1869 og er opkaldt efter Holbourn Viaduct, der blev indviet af Dronning Victoria samme år. Den overrasker mange besøgende, fordi den prangende facade giver forventninger om en stor pub, men når du træder indenfor, finder du noget meget mindre, men til gengæld noget meget hyggeligere og mere stemningsfyldt. Pubbens indretning er særegen og balancerer fint på kanten mellem smuk og tacky. Store dele af den originale indretning fra 1869 er bevaret, deriblandt paneler, spejle og malerier. Læg især mærke til de tre store malerier af ”skønjomfruerne”, der repræsenterer kunst, landbrug og finans. Den stakkels kunst-jomfru bærer stadig tydelige tegn på det overfald, hun blev offer for, da en soldat fra 1. verdenskrig gik til angreb på hende (om det foregik med skud eller bajonet, henstår i det uvisse). Men helt unikt og lidt mere skræmmende bliver det, hvis du bevæger dig ned i kælderen. Pubben er bygget der, hvor det gamle Newgate fængsel lå, og nede i kælderens mørke findes stadig de originale celler fra den tid.
The Viaduct Tavern har åbent alle hverdage mellem 11.00 og 23:00 (lukket lørdag og søndag) og pub lunch serveres mellem 12:00 og 15:00.
The Viaduct Tavern, Newgate Street 126, City
Londons Pub-Perler: The Salisbury
En anden pub-perle i London er The Salisbury, der med sin centrale beliggenhed tæt på Covent Garden er det ideelle pit stop for en shopping- eller sightseeingtur, eller inden/efter teaterturen. The Salisbury er fra 1892 og er med sin oprindelige indretning et fyrværkeri af slebet glas, skinnende messing, spejle og blankt mahogni. Også pubbens ydre er et ekstra blik værd, og skulle du undre dig over, hvem manden på pub-skiltet er, kan vi fortælle, at det er Marquess of Salisbury, Robert Gasgoyne-Cecil, der var Englands Premiereminister i 3 valgperioder fra 1885 til 1902.
The Salisbury holder åbent på hverdage mellem 11:00 og 23:00 (lidt udvidet i weekenden) og serverer mad mellem 12:00 og 21:30. I løbet af en dag skifter pubben ham nogle gange. I dagtimerne er det et stille og roligt sted for frokostgæster, sidst på eftermiddagen overtager forretningsfolk på vej hjem, og endelig kommer teatergæsterne til før- og efter-teater-drinks. Børn er velkomne mellem kl. 12:00 og 17:00, men kun hvis de kan opføre sig ordentligt!
The Salisbury, St. Martins Lane 90, Covent Garden