London.dk
  • Områder
  • Seværdigheder
  • Booking
  • Guides
  • Info
  • Aflyst fly? – klik her
Hyde Park

Hyde Park og Kensington Gardens

Forside » Områder i London og hvor skal man bo? » Parker i London » Hyde Park og Kensington Gardens

London har det hele – kunst, kultur, historie og shopping. Men i løbet af en dag med sightseeing i London trænger du måske til et afbræk i et af byens grønne åndehuller.

Det største finder du i hjertet af London midt mellem de kongelige residenser Buckingham Palace og Kensington Palace. Her ligger Hyde Park og Kensington Gardens nemlig side om side med deres storslåede natur og mange aktivitetsmuligheder.

Officielt er det to separate parker, men i dagtimerne smelter Hyde Park og Kensington Gardens sammen til Londons foretrukne grønne område. Hele året fyldes de flotte stier og plæner af lokale og turister, som tager del i parkernes overflod af aktivitetsmuligheder og kulturelle tilbud.

Velkommen til Hyde Park og Kensington Gardens i London.

Aktiviteter i Hyde Park og Kensington Gardens

Om du er til kunst, kultur eller sportslige aktiviteter, må du besøge Hyde Park og Kensington Gardens, når du rejser til London.

Her vil du hver dag se et væld af lokale motionister træne løb, cykling eller gang på de anlagte stier, og på asfalten kan du opleve skatere suse forbi hundeluftere og ryttere til hest. Tag selv del i morskaben, eller hvil benene på en af de mange bænke med en god kop kaffe.

I sommermånederne kan du også nyde en rolig stund i en lejet robåd på søen The Serpentine, eller du kan selv springe i vandet med Serpentine svømmeklub. Det gør de hver morgen i de varme måneder, ligesom de juledag mødes og svømmer om kap. Foretrækker du sport til lands, kan du holde dig til eksempelvis fodbold eller cricket på de åbne arealer.

Efterfølgende kan du tanke energi på et parkernes mange spisesteder, der byder på alt lige fra kolde drikke til flerretters menuer. Har du selv pakket en madkurv, kan den naturligvis også nydes i de flotte omgivelser.

Kulturelle tilbud

Hyde Park og Kensington Gardens byder på masser af kultur. Allerede tidligt blev parkerne anvendt til briternes May Day parader, og i nyere tid har rockbands som Rolling Stones fyldt plænerne til store koncerter.

Til dagligt kan du ro og mag se de imponerende monumenter og skulpturer, som er fordelt i parkerne, og i Serpentine Galleries kan du ganske gratis opleve udstillinger af moderne kunst. Galleriet er beliggende i Kensington Gardens, og arkitekturen alene er besøget værd.

Områdets måske største trækplaster ligger dog i Hyde Parks nordøstlige hjørne. Her finder du Speakers’ Corner, der særligt søndag morgen sprudler af meninger og excentriske taler. Kendte og ukendte kan alle stille sig op og tale frit, og Speakers’ Corner hyldes derfor som et af Londons stærkeste symboler på ytringsfriheden.

Er tilhørerne ikke enige med talerne, ses det dog ikke sjældent, at vedkommende afbrydes med tilråb – men det er alt sammen en del af charmen ved det famøse Speakers’ Corner. Oplev selv stemningen på din næste tur til Hyde Park og Kensington Gardens i London.

Julemagi i Hyde Park

Rejser du på weekendtur til London i juletiden, bør du unde dig selv et besøg i Hyde Park. På denne tid er London garant for hyggelige julemarkeder og fantastisk shopping – men særligt i Hyde Parks Winter Wonderland er der gjort ekstra meget ud af den magiske julestemning.

Børn og barnlige sjæle kan eksempelvis stå på skøjter, besøge julemanden og opleve udsigten over London fra parkens pariserhjul og øvrige forlystelser. Hyde Park Winter Wonderland byder også på spektakulære juleshows, smukke isskulpturer og boder med mad og drikke til både store og små.

Så skulle julemagien gerne være sikret.

Hyde Parks historie

Hyde Park er med sine 2,5 kvadratkilometer Londons største royale park. Mod nord er den afgrænset af Bayswater Road, mod syd af Knightsbridge, og øst for parken ligger Park Lane. I det sydøstlige hjørne er der ligeledes kort afstand til endnu to parker – nemlig Green Park og St. James’s Park, der omkranser Buckingham Palace.

Mod vest grænser Hyde Park op til Kensington Gardens – kun adskilt af ringvejen West Carriage Drive og broen over den store sø, The Serpentine. Faktisk var parkerne sammenhængende frem til 1728, hvor Dronning Caroline valgte at adskille de to.

Hyde Park blev anlagt små 200 år tidligere, nemlig i 1536 af Henrik 8. af England, som tog jorden fra Westminster Abbey for at bruge den til jagt. I 1637 blev parken åbnet for offentligheden, og siden har Hyde Park været briternes foretrukne grønne område.

I 1700-tallet blev omfattende forbedringer bestilt af Dronning Caroline, og i 1800-tallet tegnede mesterarkitekten Decimus Burton meget af den arkitektur, som i dag er kendetegnende for parken. Træd selv inden for i Hyde Park via hans imponerende Apsley Gate, og oplev triumfbuen Wellington Arch, der ligeledes er blevet til på Burtons tegnebræt.

Kensington Gardens

Kensington Gardens er ligesom Hyde Park en af Londons store royale parker. De to blev adskilt tilbage i 1728 på vegne af Dronning Caroline. Tidligere var Kensingtons Gardens privat have for Kensington Palace, men parken er i dag åben for offentligheden, hvor lokale og turister kan boltre sig på 1,1 kvadratkilometer.

Er det ikke nok, grænser Kensington Gardens naturligvis direkte op til Hyde Park mod øst. I dagslys fremstår parkerne næsten som én, men efter solnedgang er Kensington Gardens lukket for gæster, mens Hyde Park holder åbent helt til midnat.

Størstedelen af Kensington Gardens er beliggende i Westminster, men i vest hører arealerne under bydelen Kensington and Chelsea. Det er også her, du kan opleve det storslåede Kensington Palace, hvor en lang række royale har haft residens.

I dag bebos Kensington Palace af blandt andre Prins William og Hertuginde Kate samt Prins Harry og Hertuginde Meghan. Besøger du Hyde Park og Kensington Gardens i London, kan du altså være heldig at støde på medlemmer af den royale familie, når du slentrer ned ad de smukke stier eller tager et hvil på de velpassede plæner.

Prinsesse Dianas parker

Ligesom sine sønner har også Prinsesse Diana af Wales haft hjemme på Kensington Palace, og hun var frem til sin død i 1997 slottets i særklasse mest populære beboer. Diana nød efter sigende at færdes i de omkringliggende parker, og derfor er det næsten en selvfølgelighed, at Hyde Park og Kensington Gardens i dag er hjemsted for flere mindesmærker, der ærer Folkets Prinsesse.

Gå eksempelvis en tur forbi Hyde Parks sydvestlige hjørne lige syd for søen The Serpentine. Her kan du opleve Princess of Wales Memorial Fountain, som blev indviet af Dronning Elizabeth II i juli 2004.

Fontænen kostede intet mindre end 3,6 millioner pund og er designet af amerikanske Kathryn Gustafson. Det ringformede bassin skulle ifølge landskabsarkitekten symbolisere den populære prinsesses altfavnende personlighed. Bedøm selv, når du besøger Hyde Park og Kensington Gardens i London.

Diana Princess of Wales Playground

Rejser du med børn, kan du i Kensington Gardens nordvestlige hjørne også besøge legepladsen Diana Princess of Wales Playground. Den blev designet efter prinsessens død og ligger placeret i synsfeltet fra Dianas tidligere residens på Kensington Palace.

Legepladsen kostede 1,7 millioner pund, og den byder på fantastiske legeområder, som stimulerer børnenes fysik og fantasi. Diana Princess of Wales Playground er nemlig bygget op om temaet Peter Pan og har da også både et piratskib i fuld størrelse samt træhuse, gynger og rutsjebaner.

Helt i Dianas ånd er der selvfølgelig også tænkt på børn med handicap og specielle behov. Derfor vil du blandt andet opleve lydeffekter til ære for børn med nedsat syn og et væld af duftende blomster, som vil glæde alle voksne og børn.

Storbyens dyreliv

Ligesom børn og voksne året rundt har glæde af naturen i Hyde Park og Kensington Gardens, har storbyens dyreliv det også.

Særligt eksotisk for os danskere er måske parkernes mange egern, som vi kun sjældent oplever ved selvsyn hjemme i Danmark. I London er bestanden imidlertid så stor, at de små gnavere betragtes som skadedyr, men søde ser de ud, når de nysgerrigt piler op og ned ad de store træer eller tigger en bid mad fra godhjertede turister.

Hyde Park og Kensington Gardens er også kendt for deres rige fugleliv, og i fuglereservatet Hudson Memorial Bird Sanctuary kan du komme helt tæt på de imponerende dyr. Takket være The Serpentine tiltrækkes også en bred vifte af vilde fugle, ligesom søen er hjemsted for insekter, der tiltrækker flagermus.

Det bedste tidspunkt at spotte flagermus skulle ifølge kendere være ved broerne i skumringstimen, men uanset hvornår du besøger Hyde Park og Kensington Gardens i London, vil du med garanti opleve et rigt dyreliv.

Ved Victoria Gate i Hyde Park kan du tilmed finde en hemmelig dyrekirkegård, hvor flere royale hunde er stedt til hvile.

Besøg Hyde Park og Kensington Gardens i London

Er du blevet fristet af dyrelivet eller julemagien i Hyde Park? Vil du opleve de excentriske taler ved Speakers’ Corner? Eller drømmer du bare om en gåtur ad de smukke stier? Måske forbi historiske monumenter og The Italian Garden med hele fem fontæner?

Så book din næste storbyferie, og besøg de royale parker i hjertet af London. Kensington Gardens byder inden for fra klokken seks om morgenen indtil solnedgang, mens Hyde Park kan besøges helt frem til midnat.

Velkommen til Londons grønne oase.

Indhold

  • Aktiviteter i Hyde Park og Kensington Gardens
  • Kulturelle tilbud
  • Julemagi i Hyde Park
  • Hyde Parks historie
  • Kensington Gardens
  • Prinsesse Dianas parker
  • Diana Princess of Wales Playground
  • Storbyens dyreliv
  • Besøg Hyde Park og Kensington Gardens i London
To receive news, updates and tour packages via email.

Kontakt

  • Hverdage: 09:00 - 17:00
  • kontakt@london.dk

Nyttige links

  • Hyde Park og Kensington Gardens
  • Madame Tussauds London
  • Harry Potter World i London
  • Lufthavne i London
  • Musical i London
  • Museer i London
  • Airbnb i London

Destinationer

  • Big Ben
  • Buckingham Palace
  • London Eye
  • Themsen
  • Tower Bridge
  • Tower of London

Booking

  • Fly og Hotel London
  • Billige hoteller London
  • København til London
  • Billund til London
  • Aalborg til London
  • Aarhus til London
Copyright 2019 - Cooperante ApS - Alle rettigheder forbeholdes.