Trods Londons ry for dårligt vejr, kommer sommeren også dertil. Og i sommersæsonen er den dunkle, lune London-pub måske ikke det mest tiltalende sted at nyde en pint, en snack eller et måltid mad. Men det er der råd for. Adskillige af London’s pubber har hyggelig udendørsservering – også kaldet Beer Gardens – så du kan nyde en svalende pint under åben himmel. Herunder finder du nogle eksempler på sådanne steder i forskellige dele af London:
En pint under åben himmel
The Eagle – Shepherd’s Bush
I Shepherd’s Bush kan du opleve en af de største pub-haver i London. Følelsen af en ægte engelsk have med græs og blomster giver nydelsen af en øl eller et måltid mad en ekstra dimension, som du ikke ville forvente inde midt i en storby. Udover mad og drikke kan du også forlyste dig med deres udendørs spil og, hvis du er heldig, kommer du forbi på en dag, hvor de har tændt op i grillen.
215 Askew Road, Ravenscourt Park, Shepherd’s Bush
The Garden Gate – Hampstead
Lige rundt om hjørnet fra Hampstead Heath kan du slappe af efter din gåtur på The Garden Gate. Dette lovende navn dækker over en hyggelig pub med en dejlig gårdhave med udendørs bar, grill og masser af atmosfære. Børn og hunde er meget velkomne, og der serveres tillige morgenmad i weekenderne for bare £ 5, og full Sunday roast på søndage.
14 South End Road, Belsize Park
The Tattershall Castle – Victoria Embankment
Hvis din smag ikke lige er til engelske haver, vil det måske være noget for dig at tage den mere maritime drejning. Ved Victoria Embankment ligger de gamle skib The Tattershall Castle, der er lavet om til restaurant og bar. Her kan du side på dækket og nyde udsigten til London Eye og Big Ben sammen med en pint øl eller en cocktail. Om aftenen er der jævnligt comedy club ombord.
Victoria Embankment, Covent Garden
Sun in Splendour – Notting Hill
I den trendy, men overordentlig hyggelige, bydel Notting Hill har mange pubber skiftet navn til caféer eller barer. Men blandt undtagelserne hører pubben med det meget lovende navn ”Sun in Splendour”. Her har man udvidet beer garden konceptet til en Garden Lounge. Nyd en cocktail i polstrede lænestole med tæpper under fødderne. På markedsdage kan det kræve tålmodighed at få en plads i haven, da det er et populært pit stop for shoppere.
7 Portobello Road, Notting Hill
Edinboro Castle – Camden
I den spændende bydel Camden, tæt på Regent’s Park, finder du The Edinboro Castle. Bag den traditionelle facade og de hyggelige lokaler gemmer der sig en smuk gårdhave med plads til over 200 gæster. Omgivet af træer, frisk luft og en hyggelig atmosfære kan du slappe af med en drink og lidt snacks i solen. Når mørket falder på, tændes der op i både lyskæderne i træerne og i grillen.
57 Mornington Terrace, Camden
The Cove – Covent Garden
Midt i byens centrum, i Covent Garden Marked, kan du spise og drikke al fresco på The Cove. Du har mulighed for at sidde ved et af bordene ud til Piazza’en, men endnu bedre er det, at vælge at sidde oppe på terrassen, hvorfra du kan nyde all de optrædende på Piazza’en og se menneskemængden passere forbi nedenfor. The Cove er desuden kendt for at være det bedste (og måske eneste ægte) sted i London for den traditionelle Cornish Pastry, der er den perfekte ledsager til en iskold ale.
1 Covent Garden, Covent Garden Marked
Og husk: Alle disse steder er i høj grad også et besøg værd i vinterhalvåret. God fornøjelse!