London.dkLondon.dk - din rejseguide
London.dk - din rejseguide til London

    Stormagasiner i London

    Som du måske har fundet ud af, er London en af Europas førende shoppe-byer. Der er store og små forretninger overalt i byen, der er markeder, der er gadehandlende og der er boutiques. Og så er der stormagasinerne. Mange foretrækker at handle i stormagasiner, da alt er samlet på et sted, og man derfor slipper for at vandre gade op og gade ned for at finde de ting, man går efter. For jer har vi herunder lavet en Top-10 over de største og bedste stormagasiner i London, så I med den i hånden er klar til at shoppe The London Way.

    1. Harrod’s

    London’s største stormagasin Harrod’s er ikke kun placeret på førstepladsen på grund af størrelsen. Det er her fordi det også er en (turist-)attraktion, hvor du ikke behøver købe noget, for at få noget med hjem. Deres fødevareafdeling er nærmest museumsagtigt, og både eksteriør og interiør er smuk udført og gennemført. Desuden har Harrod’s ejer Mohamad Al Fayed i kælderetagen indrettet et mindesmærke for Prinsesse Diana og hans søn Dodi. Vil du alligevel gerne have et minde med hjem, uden at sprænge feriebudgettet, kan vi anbefale Harrod’s souvenirafdeling, der har et stort udvalg af kvalitets-souvenirs.
    Harrod’s ligger i Knightsbridge, SW1X 7XL.

    2. Fortnum & Mason

    På en fin andenplads over stormagasiner har vi placeret det gamle, traditionsrige Fortnum & Mason på Piccadilly. Grunden til den flotte placering er ene og alene ganen – ikke deres med din. Fortnum & Mason er stedet, man tager hen for at købe te, krydderier og marmelader. Desuden byder Fortnum & Mason på 5 restauranter, der omfatter både en prisvindende vinbar, et ice cream parlour og så naturligvis tesalonen, hvor du får en fantastisk afternoon tea. Men de har da også andre varer – fra beklædning til krystalglas – alle af høj kvalitet og i de høje prisklasser.
    Du finder Fortnum & Mason stormagasion på 181 Piccadilly, W1A 1ER.

    3. Liberty & Co.

    I den smukt buede Regent Street ligger det ældste varehus i London – måske endda i hele verden: Liberty & Co. Stormagasinet blev etableret i 1875 og er indrettet i en smuk gammel bygning med skæve, knirkende gulve og smukt dekoreret træværk. Liberty sælger designertøj, parfumevarer, gaveartikler og boligudstyr, men mest kendt er de for deres smukke mønstrede stoffer, der fra butikkens start blev fremstillet af ejeren Arthur Liberty. Der udkommer stadig nye sæson-kollektioner 2-3 gange om året, og du kan købe dine favoritter med hjem i metermål.
    Besøg Liberty på 210-220 Regent Street, St. James, W1B 5AH.

    4. Selfridge & Co.

    Så bevæger vi os over i gruppen af mere nutidige stormagasiner, der er landet lidt langt nede på listen på grund af, at de minder lidt for meget om det vi kender hjemmefra, men det gør dem ikke mindre interessante. Selfridge er ét af Oxford Street’s 4 store stormagasiner, og kan betegnes som Londons udgave af Magasin du Nord. Her finder du alt indenfor beklædning, accessories, parfume og skønhed, boligindretning, køkkengrej, bøger og meget, meget andet. Der er selvfølgelig også sørget for, at du kan stille både sult og tørst på din vej gennem butikken, og der kan ofte opleves arrangementer af underholdende karakter.
    Besøg Selfridge på 400 Oxford Street, W1H 6HB.

    5. Marks & Spencer

    Se reklamefilm for Marks & Spencer 125 års jubilæum.


    En institution blandt stormagasiner i England er Marks & Spencer – i daglig tale kaldet Marks & Sparks. Der findes flere store og mindre filialer rundt om i London, men flagskibet ligger på Oxford Street. Marks & Spencer har et stort udvalg indenfor alle varegrupper, og de ligger prismæssigt i den acceptable ende. Af en eller anden grund er de blevet et populært mål for kvinders lingeri-shopping, men også deres børnetøj og ikke mindst deres fødevareafdeling er populære hos alle samfundsklasser.
    Besøg Marks & Spencer stormagasin på 458 Oxford Street.

    6. John Lewis

    Hos John Lewis i Oxford Street har du også det fulde udvalg af varer, hvor især deres store udvalg af elektronik tiltrækker mange. Men én ting gør shopping hos John Lewis til et sikkert hit – du er sikker på, at du får varen billigst muligt. De har nemlig den service, at hvis du kan finde din vare billigere noget andet sted i UK, får du forskellen refunderet. Det kræver måske lidt hjemmearbejde, men hvad gør man ikke for at spare lidt.
    John Lewis adressen er 300 Oxford Street, W1A 1EX.

    7. Peter Jones

    Efter 5 års hårdt og grundigt arbejde står det højtelskede stormagasin Peter Jones nu færdigrenoveret i lækkert og indbydende design. 8 etagers shoppemekka med alt, hvad hjertet kan begære. Der er både hverdagsnødvendighederne og selvforkælelsesluksus. I sidstnævnte klasse kan det anbefales at besøge butikkens restaurant på øverste etage, hvorfra du har den mest fantastiske udsigt over London.
    Peter Jonas finder du på Sloan Square, SW1W 8EL.

    8. Harvey Nichols

    Hvis du vil have luksus, luksus og lidt luksus, skal du tage til stormagasinet Harvey Nichols med den fashionable placering på hjørnet af Knightsbridge og Sloan Street. Her finder du 4 etager med de dyre mærkevarer indenfor mode, skønhed og boligartikler samt en hel etage (naturligvis den øverste) dedikeret til fødevarer og restauranter. Harvey Nichols er et besøg værd uanset om du skal handle eller ej. Det er et gennemført shoppe-paradis af højeste kvalitet, og restauranten har længe været et foretrukket sted for ”The Ladies Who Lunch”.
    Du finder Harvey Nichols på 109-125 Knightsbridge, Westminster, SW1X 7R.

    9. House of Fraser

    House of Fraser er endnu ét af Oxford Streets mange stormagasiner. Også her finder du alle varetyper fra beklædning til elektronik. Men det, House of Fraser er specielt kendt for, er deres afdeling for boligindretning. Her kan du finde alt, hvad du behøver for at indrette dit hjem, og meget du ikke vidste, du havde behov for.
    Besøg House of Fraser på 318 Oxford Street, Maryllebone, W1C 1HF.

    10. Conran Shop

    Her er der egentlig ikke tale om et stormagasin i den gængse forstand. Men Conran Shop, der er etableret af designeren Terrence Conran, er alligevel taget med her, da den har ikonstatus hos tilhængere af moderne boligindretning. Den store forretning i Marylebone, der har en mindst lige så interessant ”søster” på Fullham Road, har alt indenfor møbler, boligtilbehør, belysning og bøger. Det er næsten umuligt at gå derind, uden at købe et eller andet. Og når juletiden nærmer sig, er Conrans forretninger proppet med helt fantastisk og unikt julepynt.
    Conrad Shop ligger på 55 Marylebone High Street, Marylebone, W1U 5HS.

    Læs også: