London.dkLondon.dk - din rejseguide
London.dk - din rejseguide til London

    Hyde Park & Kensington Gardens

    Londons største åndehuller er Hyde Park og Kensington Gardens. To gode steder at slappe af på din weekendtur til London. De to parker fremstår som én stor, men er officielt to separate parker/haver og har – til trods for den fysiske sammensmeltning – forskellige åbningstider. Kensington Gardens, der ligger mod vest, er åben fra solopgang til solnedgang, mens Hyde Park, mod øst, har åbent fra 05.00 til midnat. Start din tur med at besøge Royal Parks’ Informationskontor i Hyde Park, lige nord for The Serpentine.

     Åndehul for mennesker og dyr

    Hver dag året rundt myldrer stier og plæner i Hyde Park og Kensington Gardens med frokostspisende kontorfolk, familier på picnic, joggere, ryttere, cyklister og andre, der udnytter de mange fysiske aktivitetsmuligheder.

    Desuden dukker tusindvis af mennesker op til parkernes mange koncerter, teaterforestillinger og andre underholdningsevents. Samme udnyttelse af parkerne gør sig også gældende for dyrene. Udover de mange egern, der bor her permanent, er der også i Hyde Park et fuglereservat, The Hudson Memorial Bird Sanctuary, og selv de hedengangne kæledyr har fået deres egen dyrekirkegård lige ved Victoria Gate. Kirkegården stammer helt tilbage fra 1880, hvor Hertugen af Cambridge fik den anlagt, da hans højtelskede hund døde.

     Spisesteder

    Og naturligvis finder du masser af spisesteder rundt omkring i Hyde Park og Kensington Gardens. På din weekendtur til London finder du alt lige fra is og sandwiches til 3-retters menuer. Og du er også mere end velkommen til selv at tage madkurven med, og slå dig ned på græsset eller i en af de mange liggestole, der står til gratis rådighed fra april til september.

     Sport

    Som i de fleste andre af store parker i London kan du også Hyde Park og Kensington Gardens dyrke et væld af sportslige aktiviteter på din weekendtur til London. Stier er anlagt til både gang, løb, cykling og ridning, og nogle stykker er asfalteret, så du også kan stå på rulleskøjter/skateboard. De åbne grønne arealer er oplagt til fodbold, rundbold eller cricket, eller blot lidt kast med frisbee eller opsætning af drage. Det professionelle men familievenlige Hyde Park Sports Centre kan desuden tilbyde 6 tennisbaner af høj kvalitet (skal bookes på forhånd) og en putting green med høj sværhedsgrad.

    Når vejret tillader det, har du også mulighed for fysisk udfoldelse både i og på vandet. The Serpentine Lido er åben for svømning fra 1. maj til udgangen af september, og næsten hele året kan du leje robåde til en fredelig tur på søen.

     Kultur

    Hyde Park og Kensington Gardens byder på stort set alle former for kultur. Kunst kan du finde i Serpentine Gallery i Kensington Gardens, der byder på skiftende gratis udstillinger af nutidig og moderne kunst. Men du kan også gå rundt og se de mange skulpturer og monumenter, der står spredt omkring i begge parker, når du rejser på weekendtur til London.

     Koncerter

    Både Hyde Park og Kensington Gardens har deres egen bandstand, hvor der afholdes gratis koncerter med musik i skiftende genrer, men derudover, er Hyde Park også blevet et yndet sted for gigantiske pop- og rockkoncerter. Gennem de sidste 30-40 år har store navne som Rolling Stones, Queen og Pink Floyd afholdt koncerter, og i nyere tid er også fælleskoncerter til TV-transmission stødt til.

    Men også klassiske koncerter afholdes her i både større og mindre skala. Særlig publikumstiltrækkende er The Last Prom, som BBC for nogle år siden begyndte at vise direkte på storskærm i Hyde Park, mens den rigtige koncert foregår i ”naboen” Royal Albert Hall. Tjek selv programmet, når du tager på weekendtur til London.

     Diana, Princess of Wales

    Da Prinsesse Diana i hele sin tid som kongelig boede på Kensington Palace, er det ikke mærkeligt, at Kensington Gardens og Hyde Park er blevet hjemsted for mindesmærker for hende. I Kensington Gardens finder du Diana, Princess of Wales Memorial Playground, der er en stor legeplads med temaet ”Drengen der ikke ville blive voksen”. Den er udstyret med spændende ting, der ikke er set før, og består af flere forskellige områder, bl.a. en musikhave, en strandhule og et træhus (ikke bare af træ, men også oppe i et træ). Der er – i tråd med Dianas arbejde – lagt stor vægt på at skabe tilbud specielt for børn med handicaps eller specielle behov.

    I Hyde Park har man lige syd for The Serpentine skabt Diana, Princess of Wales Memorial Fountain, som du også kan opleve på din weekendtur til London. Det er et lavvandet bassin formet som en ring, der skulle symbolisere prinsessens altfavnende personlighed. Da det blev indviet i juli 2004 af Dronning Elizabeth II, var symbolikken udvidet til, at det skulle være lige så tilgængeligt for offentligheden, som Diana selv var, men efter adskillige uheld, hvor folk gled i bassinet og kom til skade, blev det afskærmet, så man ikke længere kan berøre det (tale om fuldendt symbolik!).

     Marble Arch

    Udover at være attraktioner i sig selv, er der også steder i Hyde Park og Kensington Gardens, der er vigtige at nævne i forbindelse med din weekendtur til London. I det nordøstlige hjørne af Hyde Park ligger Marble Arch, der er et triumfbue-lignende bygningsværk tegnet af John Nash i 1872. Det var dengang placeret som hoved-indgang til Buckingham Palace, men efterhånden som vognene blev bredere, kunne de ikke længere køre igennem, og den blev flyttet til Hyde Park i 1851.

     Speaker’s Corner

    I samme hjørne finder du en anden af Londons mest kendte steder, Speakers’ Corner. Før 1827 var det ikke tilladt at samle tilhørere på offentlige steder, men da loven blev lavet om, blev Speakers’ Corner lynhurtigt etableret. Her kan enhver med noget på hjertet stille sig op og tale til forsamlingen, blot skal de være forberedt på at blive afbrudt af tilhørernes kritik. Stedet er ikke så benyttet, som det var før i tiden, men om søndagen skulle du være rimelig sikker på, at du kan opleve en enkelt eller to ildsjæle, der ikke står tilbage for at fortælle dig, hvordan de kan redde verden. Og måske får du selv lyst til at sige et par ord på din weekendtur til London? 

     Sunken Garden og Italian Garden

    I den modsatte ende, ved siden af Kensington Palace, ligger The Sunken Garden. En smuk lille have, hvor du kan spadsere rundt blandt blomsterbede og en lille dam. Endelig er det anbefalelsesværdigt, at du besøger The Italian Garden, der ligger for enden af The Long Water. Haven er egentlig ikke en have, men fem fontæner, og den er egentlig ikke italiensk men designet af en belgisk arkitekt i begyndelsen af 1800-tallet. Men bortset fra det, er det et meget smukt sted med en betagende udsigt på din weekendtur.

    Alternative oplever i Hyde Park og Kensington Gardens:

    • Serpentine Bridge, der skiller The Serpentine og The Long Water. Der er en meget smuk udsigt i alle retninger.
    • Kig efter ”the upside-down-tree” i Hyde Park. Det er en fantastisk hængebøg, der har fået sit navn, fordi de hængende grene får det til at se ud som om trækronen er forneden.
    • The Orangery, ved Kensington Palace, bygget i 1705 til Queen Anne. I dag er der snackbar, men det er stadig en smuk bygning.

    Grundlægningen af Hyde Park og Kensington Gardens

    Det er svært at tale om, hvornår en park bliver grundlagt, da det jo er et stykke natur, der blot bliver bevaret. Men man ved, at området i 1536 var Henrik VIII’s jagtrevir, og først 200 år senere blev anlagt som decideret park og samtidig delt i to ved etableringen af The Serpentine. De hører i dag begge under sammenslutningen Royal Parks, der består af Londons 8 store parker, og går under tilnavnet Londons Personal Space.

    Læs mere om London

    Marylebone og Regent’s Park er et af dyreste og mest eftertragtede boligkvarterer i London. Marylebone er et smukt område i London, der også huser spændende London-atttraktioner som Regent’s Park, London Zoo, Madame Tussauds Voks Museum, Planetarium og Sherlock Holmes museet i Baker Street.

    Notting Hill & Kensington er smukt og fashionabelt med de såkaldte Terraces gade efter gade. I Notting Hill ligger også det berømte Portobello Road Market og Holland Park med et fint udendørsteater.

    Din mening om Hyde Park & Kensington Gardens

    Hvis du synes, at der mangler vigtig information om Hyde Park & Kensington Gardens, så er du meget velkommen til at tilføje en kommentar i feltet nedenfor. Så viser vi din anbefaling her på siden om Hyde Park & Kensington Gardens. Tak for hjælpen. Og rigtig god weekendtur til London!

    Læs også: