London.dkLondon.dk - din rejseguide
London.dk - din rejseguide til London

    Tag på galleri hopping i London

    London er en af verdens største kunstbyer og har fostret superstjerner som David Hockney og Damian Hirst. Byen byder på et hav af kendte museer, men vil du opleve ægte undergrunds-kunst og spotte de nye, up-coming talenter, så skal du tage del i fænomenet galleri hopping – gallery hopping.

    Betegnelsen dækker over det at bevæge sig fra det ene galleri til det andet, gerne med en drink i hånden, mens du diskuterer kunst med dine venner eller andre kunstinteresserede.

    Galleri hopping på First Thursdays
    Galleri hopping kan foregå når som helst og hvor som helst, men bedst sker det den første torsdag i hver måned – de såkaldte First Thursdays. Her åbner hovedparten af Londons gallerier dørene op med ferniseringer og – bedst af alt – gratis øl, hvidvin eller champagne.

    Især Londons hippe Hackney-bydel har en høj koncentration af trendy gallerier, og her flokkes de lokale hipstere, bohemer og andre kunstelskere for at drikke gratis drinks, kigge på kunst og ikke mindst på hinanden.

    Gallerierne åbner typisk om eftermiddagen og lukker omkring klokken ni om aftenen, og de mest populære er koncentreret omkring gaderne Vyner Street, Mare Street og Cambridge Heath Road.

    Kunstture og pop-up barer
    Der er tilmed en gratis bustur mellem de mest interessante ferniseringer og udstillinger til Galleri hopping, hvor du guides af kuratorer, galleriejere eller andre kunstkendere, og du kan deltage i en af de såkaldte walking tours, der er udformet af Londons førende kunstfolk.

    First Thursdays rummer også musikevents, performance kunst og de super moderne pop-up barer – nemlig barer der sættes midlertidigt op i gamle lagerbygninger, butikslokaler eller udendørs.

    Galleri hopping er en oplagt måde at møde nye mennesker på og få en sludder med de lokale kunstnere. Det er spændende at gøre hele året rundt, men især når vejret er godt, er gaderne proppede og stemningen elektrisk – ja nærmest som en gadefestival .

    Læs mere om galleri hopping og First Thursdays, downloade kort over gallerierne og få et overblik over aktuelle udstillinger og guidede ture.

    Læs også: