Den 7. februar 2012 er 200-årsdagen for Charles Dickens’ fødsel, og det lader man ikke bare passere upåagtet i London. Den verdensberømte forfatter er i forvejen at finde på adskillige museer og andre seværdigheder rundt om i London, men i 2012 vil man lægge ekstra vægt på Dickens med specialudstillinger og events.
Charles Dickens på Museum of London
Frem til 10. juni 2012 byder Museum of London på den første store udstilling om Dickens i 40 år. Udstillingen ”Dickens and London” bringer dig via audio/visuelle installationer tilbage til det London, der inspirerede Dickens, og inkorporerer en mængde af Dickens’ ejendele samt tekster og billeder. Et af udstillingens højdepunkter er en filmisk sammenligning af Dickens’ London og London i dag. En fantastisk udstilling, der giver dig indblik i både forfatterens liv og det victorianske London. Du kan finde mange flere informationer om udstillingen på Museum of Londons hjemmeside, hvor du også finder links til andre Dickens-events, Dickens-relaterede smartphone apps samt museets folder om udstillingen.
London om natten
I en periode led Charles Dickens af søvnløshed. Det fik ham til at gå på vandringer rundt i Londons gader om natten. Han mente, at det uddannede ham og gav ham et indblik i det virkelige London, og det inspirerede ham til mange af hans bøger, men særligt ”Night Walks”. På din London rejse kan du sætte en nat af til at følge i hans fodspor – hvem ved, måske bliver du også inspireret til at skrive en bestseller. Se også videoen ”The Hourless Shadow” herunder, der er produceret af Museum of London i forbindelse med særudstillingen om Dickens.
Charles Dickens Museum
Selvfølgelig har Charles Dickens sit eget museum i London, og også her vil 200-året blive markeret. Læs meget mere om Charles Dickens museum.
Meget mere Charles Dickens
Hvis du virkelig vil gøre noget ud af Charles Dickens, mens du er i London, så er her et par forslag til steder, du kan ”møde ham”:
Poet’s Corner, Westmister Abbey
Efter sin død i 1870 blev Charles Dickens begravet i Westminster Abbey’s Poet’s Corner, hvor han deler hvilested med mange andre af Englands store forfattere. Så besøg Poet’s Corner, når du alligevel er i Wesminster Abbey .
Dickens World
Dickens World er en ny ”forlystelsespark” i Charles Dickens’ navn. Her kan du gå i Londons gader på Dickens’ tid, møde de mennesker, der fyldte dem, og opleve den verden, der var Charles Dickens’ hjem.
Charles Dickens’ London Map
Nogen har lavet arbejdet for dig, så du blot kan suge viden ind uden problemer. Dickens’ London Map er et interaktivt kort, der giver dig alle detaljerne om Charles Dickens’ London med billeder og henvisninger. Kortet er desuden en del af hjemmesiden Charles Dickens Page, hvor du kan finde alt, hvad der er værd at vide om Charles Dickens.
The Dickens Inn
Pubben The Dickens Inn i St. Kathrine Docks er af en anmelder blevet kaldt ”den mest atmosfærefyldte pub i hele London”. Hvorvidt det er sandt, må du selv bedømme, men atmosfære det er der helt sikkert. Pubben er et pragtfuldt sted at nyde en pint eller et måltid i selskab med en bid af Charles Dickens.
The Charles Dickens
Endnu et vandhul med Charles Dickens’ navn over døren er pubben The Charles Dickens i Southwark. Her kan du nyde både mad og drikke i rustikke men hyggelige lokaler, og er du en ynder af ægte ale, er det her, du skal nyde de gyldne dråber. The Charles Dickens er berømt for deres skiftende udvalg af Real Ale fra flere af landene i Storbritannien.
London.dk - din rejseguide