London.dkLondon.dk - din rejseguide
London.dk - din rejseguide til London

    Aktuelt i december

    Her er den så – julen! Men selvom den fylder meget, er det ikke det eneste man koncentrerer sig om i London i December…

    British Military Tournament

    4. – 5. december

    500 soldater, 150 heste og en farlig masse skydevåben udgør det første British Military Tournament, der afholdes i Earls Court i december. Turneringen består af to 2-timers shows per dag, hvor der ikke spares på krudtrøg og formationsmarch. Dette fantastiske arrangement tager dig med på det engelske militærs historie fra den engelske borgerkrig til i dag, og alle er i tidssvarende uniformer. Tag børn og bedsteforældre med – alle vil få en enestående oplevelse.

    Hanukkah

    1. – 8. december

    Jødernes pendant til julen er Hanukkah. Ikke at de to højtider har noget med hinanden at gøre, men de har dog nogle enkelte fællesnævnere: Tidspunktet, masser af lys og masser af mad. Sidste år blev der afholdt menorah-tændning på Trafalgar Square med jødiske delikatesser og sang. De specifikke detaljer for dette års fejring er endnu ikke helt fastlagt, men vi vender tilbage, så snart de foreligger. I mellemtiden kan du læse mere om Hannukah.

    Taste of Christmas

    3. – 5. december

    Taste of Christmas er et enestående gourmet fødevaremarked i boutique-stil, hvor du kan købe ind til julemiddagen og -godterne og få inspiration til (måske) helt nye måder at klare julens mange måltider på. Der er også smage-zoner for bl.a. ost, vin og chokolade, så du ikke skal gå helt tommavet derfra. Markedet afholdes i ExCel på Royal Victoria Dock i Docklands. Læs flere detaljer.

    Skøjtebaner i London

    Skulle du føle behov for at få is under klingerne under din ferie i London, er der masser af muligheder. Fra 5. november til 21. februar er der minimum én bane åben for skøjteentusiaster såvel som bambi-amatører. Så spænd en pude om enden og kast dig ud på isen på:

    Winter Wonderland, Hyde Park (London’s største)- 19. November – 4. januar

    Natural History Museum Ice Rink – 5. November – 9. januar

    Westfield London Ice Rink – 13. november – 2. januar

    Canary Wharf Ice Rink – 13. November – 21. februar

    Tower of London Ice Rink – 20. november – 9. januar

    Somerset House Ice Rink – 23. November – 23. januar

    Hampton Court Ice Rink – 27. November – 7. januar

    Christmas Spectacular 2010

    23. december

    Lillejuleaften bør du fejre i The O2 (den store cirkel-hal på Peninsula Square i Greewich). Her opfører Royal Philharmonic Orchestra med gæster deres Christmas Spectacular for andet år i træk med masser af klassisk musik, julesange, special effects og et fantastisk indendørs fyrværkerishow til at slutte af med. Der er kun dette ene show, så hvis du er i London til jul, skynd dig at book dine billetter her.

    …og så naturligvis Christmas Shopping!

    Køb alle dine julegaver i Londons tusindvis af forretninger og markeder. På den måde er du helt sikker på, at modtageren ikke får den samme gave af andre (og at dine gaver ikke bliver byttet 3. juledag…). Hvis du vælger at være i London henover julen, kan du får en helt unik oplevelse 1. og 2. juledag. Det er nemlig de eneste dage på året, hvor stort set alt har lukket, og julefreden lægger sig tungt over storbyen.

    Nytår i London

    31. december

    Når klokken nærmer sig aftentid den 31. december i London, er der nogen, der ”trykker på en knap” og pludselig er den travle storby én stor fest. På pubber, klubber, restauranter og i de private hjem festes det nye år ind med manér. Og seks timer efter er de alle sammen ude på gaden for at få et glimt at det helt enestående fyrværkerishow, der sendes op over Themsen. Det er meget svært – grænsende til umuligt – at få en god se-plads langs Themsen, men det kan også ses andre steder fra, og går det helt galt, kan du altid se den direkte transmission i TV. Festen fortsætter hele natten og det meste af næste dag og aften. Så ifør dig festtøjet og det gode humør og tag til London Nytårsaften – du får en time mere ud af året…

    Læs også: